En turbulent preggo-uge

Den sidste uges tid har været fyldt med kovendinger, frustrationer og et tankemylder uden lige over hvad der skal ske. Altså ud skal han jo nok komme ham lillebror, men hvor, hvad er udsigten til hvornår og ikke mindst; hvordan bliver tiden lige efter fødslen?

Først: I dag har jeg rundet de 37+0. Det betyder at fra NU er lillebror rent faktisk født til termin. Jeg er ikke længere i farezonen for at skulle føde for tidligt. Det er ret vildt!


Forrige tirsdag (35+5) tikkede der en indkaldelse ind i min e-boks. En indkaldelse til lægesamtale på Hvidovre Hospital. En indkaldelse der kort skrev at vi skulle snakke med en læge i Familieambulatoriet og i forbindelse med dette planlægge fremtidige jordemoderbesøg. Jeg blev paf, og fattede ikke en meter. Jeg hører til Herlev – så hvor kom Hvidovre Hospital lige ind i det henne? Jeg jokede med at det måske var en fejl, at Hvidovre måske troede jeg manglede at komme til scanninger og jordemoderbesøg, altså præcis som den første indkaldelse man får i forbindelse med graviditeten. Da jeg var indlagt op til nytår med navlebrok, kom der nemlig en jordemoder ind til mig, som var meget bleg og havde en alvorlig mine, og spurgte mig om jeg havde været til nakkefoldsscanning, misdannelsesscanning og om jeg gik til jordemor? For de kunne slet ikke se mig i systemet (og det var jo så fordi jeg hører til Herlev – og mikset af at Herlev bruger Sundhedsplatformen, mens Hvidovre stadig bruger OPUS).


Onsdag (35+6) ringede jeg til Hvidovre for at høre hvad den indkaldelse gik ud på. I mellemtiden havde jeg googlet Familieambulatoriet, og det første afsnit hed:
Tilbuddet er til dig, som inden for de sidste 2 år har haft/har et forbrug af afhængighedsskabende medicin, alkohol og/eller andre rusmidler eller til dig, hvor kommende barnefar har et aktivt rusmiddelforbrug. Vi hjælper også gravide, der har bipolar lidelse, skizofreni eller HIV.
Interessant. Sekretæren kunne ikke fortælle mig så meget andet end at det nok betød jeg skulle føde på Hvidovre og at hun kunne se Herlev Hospital havde omvisiteret mig dertil. Og så gik klappen ned. En enorm følelse af afmagt, frustrationer og at jeg egentlig bare følte mig overrumplet uden på nogen måde at være inddraget i noget. En af de ting der virkelig er blevet pointeret i denne graviditet er, at jeg har det rigtig dårligt med meget skiftende fagpersonale og at jeg af samme grund er tilknyttet en fast jordemoder under ordningen for særligt sårbare gravide, grundet min fødselsdepression jeg fik sidst. Men hvor var jeg lige med i det her? Vi havde allerede en planlagt lægesamtale på Herlev fredag, så vi blev enige om at spørge ind til det der.


Torsdag (35+6) ringer en telefonsælger – det troede jeg hvert fald – men det var min faste jordemor fra Herlev. Jeg er ret glad for at jeg tog telefonen trods min telefonsælgerskepsis da jeg så nummeret på skærmen. Hun fortæller at min situation er blevet vendt på konference og at man er blevet enige om, at tilbyde os tilknytning til Familieambulatoriet på Hvidovre grundet det smertestillende jeg har været nødsaget til at tage siden nytår pga. navlebrokken. Hun spørger ind til om det er noget vi er interesseret i, hvortil jeg kan fortælle vi allerede er indkaldt og at jeg slet ikke forstår sammenhængen i noget af det. Jordemoren kan ikke se jeg er blevet indkaldt, men vi får en god snak om det og bliver enige om at vi snakker med fødselslægen til den planlagte samtale dagen efter omkring det. Så kan vi forhåbentlig få lidt mere afklaring.


Fredags, 36+0, er vi til 4. og sidste tilvækstscanning. Med en estimeret vægt på 3088 gram, er vægten ikke noget vi overhovedet behøver bekymre os om (9,8 % over gennemsnittet). Ikke at det som sådan er noget jeg har bekymret mig om, jeg har bare været spændt på om lillebror har fulgt sin kurve nogenlunde helt til slut, da det virker til Marvin tog et ordenligt dyk til sidst i graviditeten. Det kommer vi selvfølgelig aldrig til at vide, da det var så sent det blev opdaget at Marvin var en lille skid.
I forbindelsen med scanningen var vi til endnu en lægesamtale, hvor det blev anbefalet af fødselslægen, at jeg bliver sat i gang et sted mellem 38+0 og 40+0 grundet mine smerter og det smertestillende jeg er på. Fødselslægen siger at hun vil sende en henvisning til Familieambulatoriet på Herlev, og dér ved jeg ikke om jeg skal grine eller græde. Jeg kan fortælle hende at vi jo allerede er indkaldt og at jeg er meget frustreret over at føle mig ret overset i den her del. Lægen kan heller ikke se jeg er blevet henvist, men jeg kan vise hende indkaldelsen. Lægen bliver lidt småirriteret på mine vegne og forsikrer mig om at det er en fejl at jeg ikke er blevet orienteret. For det var lige netop blevet noteret at min jordemor skulle ringe til mig og jeg herefter skulle have indkaldelsen. Det var meget vigtigt jeg ikke modtog brevet inden jeg var blevet informeret. Og med det i baghovedet begyndte det at give mening.
Vi aftaler at tage til samtalen på Hvidovre for at få snakket med dem, hvor efter fødselslægen på Herlev så vil kontakte mig – faktisk i dag.


Tirsdag (36+4) havde vi besøg af Meyermor til fødselsforberedelse med Meyermetoden som vemestring og en god snak omkring alle de her ting der hænger i luften og fik nogle redskaber til at lægge låg på nogle kasser. Det er en helt anden snak, som jeg vender tilbage til en anden dag.


Onsdag (36+5) er vi til samtale på Hvidovre Hospital. Jeg er forvirret og frustreret. Skal jeg nu have en ny jordemor bare for måske en enkelt konsultation? Får jeg overhovedet rundet det af på Herlev? Går de halve planer vi har haft på Herlev nu helt i stå? Er der nogle ting vi ikke ved i det her forløb siden man vil omvisitere mig så sent?
Vi har den bedste snak med en meget empatisk læge. Jeg har ikke følelsen af endnu engang at skulle fortælle en halv livshistorie, men føler mig hørt og anerkendt i den situation vi står i lige nu.
De vil gerne følge lillebror efter fødslen. Hvor længe kan man ikke sige endnu, men fra fødslen og muligvis op til skolealderen – for at give ham den bedst mulige opfølgning pga. det smertestillende jeg har taget. Hun siger, at hun ved ikke om vi ved det, men ellers vil hun sige det: Vi skal indlægges en uge på neonatal efter fødslen. Det ved vi godt, men hvad vi ikke vidste var at hvis han viser tegn på abstinenser vil indlæggelsen være 4 uger i stedet. Jeg får en klump i halsen og så siger hun en ting der gjorde en kæmpe forskel for mig:
“Du kan jo ikke bare stoppe dit smertestillende i dag, selvom du gerne vil og kunne. For så vil han altså få abstinenser i maven. Vi kan ikke kontrollere abstinenserne i maven, det kan vi, hvis han får dem, når han er kommet ud. Til gengæld kan vi lægge en plan. Du tager smertestillende af en grund. Det smertestillende hjælper din krop med at få lov til at slappe af og er du ikke smertedækket nok, så ville du gå rundt og udsende stresshormoner i din krop døgnet rundt, og det bliver en krop ikke klar til at føde af plus det har også en stor påvirkning på sådan en lille gut inde i maven”.
… Og lige dér følte jeg ikke længere jeg behøver “retfærdiggøre” min situation. Jeg har følt mig stemplet så mange gange i løbet af den her graviditet og fokus har – selvfølgelig – været at trappe ud, trappe ud, trappe ud og ikke mindst at den her situation absolut ikke er optimal – men faktisk ikke en eneste gang har jeg oprigtig følt anerkendelsen af at den situation jeg er i er okay efter omstændighederne, at det ikke er min skyld og at det rent faktisk er nødvendigt, ikke kun pga. mine smerter men også for lillebrors skyld.
Vi blev sendt hjem med en ny smertedækningsplan og kunne tænke over hvor vi gerne vil have resten af forløbet.


I går torsdag (36+6) er vi til konsultation hos den faste jordemor og vi får endnu engang lige vendt situationen, snakket om en fødselsplan og vurderet lillebror. Det vægtmæssige skøn er 3200-3300 gram, min vægt siger +5 kg, mit blodtryk er stadig for højt, lillebror sidder helt fast nede i bækkenet, min mave er sunket og han er klar til at melde sin ankomst.

Vi går derfra, oven på en uges følelsesmæssig rutsjetur, med en følelse af lettelse og afklaring. Tingene falder så småt på plads og vi er klar til at møde lillebror.

Beslutningen er truffet: Vi bliver omvisiteret til Hvidovre, men beholder min sidste jordemoraftale på Herlev. En aftale vi muligvis slet ikke får brug for.
Rent logistisk giver det bedst mening med Hvidovre Hospital, især i forhold til Marvins hverdag hvis vi skal være indlagt i 4 uger. Rent fødselsmæssigt er det fuldstændigt lige meget om det er det ene eller det andet sted. Jeg skal være på en fødestue og der vil være en jordemor og andet fagpersonale. Om det er på Herlev eller Hvidovre er jo i bund og grund lige meget.

 ♥ Husk du altid kan følge bloggen på  Instagram, Facebook  og/eller Bloglovin  ♥

Print Friendly

No Comments Yet.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *